Forleden rasede stormen over danmark og således også i vores lille landsby. Jeg gik i seng og kunne ligge og lytte til vinden der ruskede godt og grundigt, men jeg var træt og faldt trygt i søvn uden de store bekymringer. Næste morgen er det mandag og Viola skal aflevers i dagplejen - vi er sent på den og jeg bakker ud af garageporten og ser over mod naboen.. Hov.. Der står en lille gruppe mænd og snakker. Det var da pudsigt. Det er alle nabo mændene - stort set - hva mon de laver, tænker jeg og så pludselig ser jeg det: der mangler sgu´et godt stykke af taget! Et spær er knækket og ligger på græsset, sammen med en bunke mursten og et ødelagt tag fra laden og hjørnet af stuehuset. FUCK!!!
Stakkels søde, nabo Villy. Han er en gammel mand efterhånden og gården er hans fødegård og han er chokeret, naturligvis. Heldigvis har jeg en aftale med ham om, at han skal komme til aftensmad hos os om aftenen, så vi kan få snakket om det. Han tager det pænt - ligesom han tog det pænt for nogle uger tilbage, da han mistede sin søster Karen, som han så dagligt (og som han havde en mad aftale med og derfor har jeg nu tilbudt, at han må benytte mine kødgryder, når der er husmandskost på menuen..)
Vi holder meget af Villy. Han er sød som få. Han elsker hvidvin, marcipanbrød og at blive budt på kaffe, nybagt brød og kage. Han holder af Villas og Viola og snakker næsten dagligt med dem. Her i december har han en milion (mindst!) levende lys tændt hjemme i stuen og han elsker at høre højt musik om sommeren, hjemme i gårdspladsen - dansk top, naturligvis. Vi kalder det Diskotek Villy, når foråret blomstrer og han sætter transistoren ud på sit lille plastik cafébord.. Villy er fin og han vil blive savnet, rigtig, rigtig, meget, nær vi engang flytter - og han vil helt sikkert blive inviteret til kaffe og nybagt brød i vores nye hjem. Men lige nu er jeg ked af det på Villys vejne...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar