Tak.

Idag var jeg en tur i den lille lokale købmand og høflig som jeg er (jojo det mener jeg da jeg er..) så siger jeg selfølgelig hej til dem jeg møder, også dem jeg (endnu) ikke kender. Således kom jeg idag i snak med en gammel dame, der fortalte om en nabo, som hun syntes var aldeles ubehøvlet, i det han ikke kunne finde ud af at sige tak til nogen som helst! Hun sagde derfor til mig, med et blik på min lille datter, jeg regner med at du lærer hende at sige tak, når hun bliver lidt størrer!? (Jo hun var lidt skrap!..) Jaja, sagde jeg beroligende. Hun kan skam allerede sige tak og det var også hendes storebrors første ord og jo, ordet tak, det bruger jeg skam selv flittigt. Så kom jeg igang med at fortælle om, hvor vigtigt jeg syntes det er at være taknemlig for stort og småt i livet - at sætte ord på det - for sådan bevarer vi bedst det positive livssyn og.... jeg syntes hun blev lidt bleg og snerpede munden sammen, men måske var det bare ren indbildning. Det blev ihvetfald tid til at komme videre med dagens indkøb og oppe ved kassen stod jeg og ventede på at det blev min tur. Da hun modtog sin bon sagde hun: "så må jeg hellere lige kikke om du skulle have snydt mig!" Jeg tænkte; tak for kaffe moster! Det siger da lidt om det ubevidste sprogbrug og jeg blev taknemlig for min egen bevidsthed og håber bestemt, at jeg giver det videre til mine børn...

Hjemme på sengekanten ved putte-tid skal Verdens bedste Villas så puttes af undertegnede og en del af rutinen er nemlig, at fortælle hvad vi hver især har været glade for i løbet af dagen. Men idag så gider han ikke - han vil fjolle og lave fis og den er jeg jo med på - man er vel ikke et stort legebarn for ingenting!! Så han fotæller at det hele har været "en rigtig prut-fis dag med prut morgenmad og prutmor og prutfar og hele dagen var bare en stor prut-fis!" Og sådan går vi sammen hele dagen igennem og siger at alt var prut-fis og vi griner og syntes vi er evigt sjove!! For sådan er vi hjemme hos os; åh så moralske med lutter gode intentioner, men vi er også bare en gang glade amatører, der elsker at lave fis og ballade og bare gerne vil udvikle os og have det sjovt imens..

løb, løb, løb for pokker!!!!

"Hvis motion er sundt så giv det til de syge!" Sådan har min indstilling til motion været gennem årene, lidt firkantet sagt. Vi kan også bare kalde mig magelig, livsnyder, tilbagelænet - altså pæne ord for doven - slet og ret! Jeg forbinder motion med noget meget snusfornuftigt og meget lidt sjovt -og meget lidt mig. Og det er jo synd, når jeg nu gerne vil være sund, aktiv, glad og godt tilpas i min krop og syntes det er på høje tid, at jeg kommer til at STRUTTE af overskud og livsglæde (og kan glide ned i mine bukser uden besvær..) den eneste form for motion som jeg gang på gang har forsøgt mig med er løb. Jeg har løbet.... jeg mener, jeg har STARTET på at løbe ca. 37 gange i mit liv og kun meget få gange har det varet ved i mere end 3 uger. Det har altid ligesom strandet på en dårlig undskyldning, hvor af jeg kun godtager en eneste, som var min sidste og den hedder længerevarende mangel på søvn. Det gør kroppen nærmest invaldid og så har den altså lidt overlast i bare at klare sig gennem endnu en dag. Men nu sover jeg igen det meste af natten, så idag sprang jeg i løbetøjet og gik, løb, gik, løb og gik - og det var fantastisk!!!! Ca. 4 km blev det til og det er aldeles ligegyldigt. Det vigtige er at jeg kom igang og at jeg har BESLUTTET mig for, at jeg vil blive ved til det bliver en vane, som jeg ikke kan undvære. For ud over at det er sundt at komme ud med løbeskoene på, så får jeg alenetid - noget meget luksuriøst i en travl småbørnsfamilie. Jeg tænker super godt alene, ude i naturen. Jeg mærker pludselig tydeligt mig selv. Jeg værdsætter mulighederne i mit liv. Jeg mærker vinden, der rusker og nyder sollyset som også snart bliver sparsomt. Landskabet der bugter sig, gravhøjene lidt længere væk og køerne, der står og gumler græs, da jeg stopper op og hilser på dem (meget lidt imponerede over den pragt præstation som jeg syntes jeg er igang med og det skuffer mig en smule..) Jeg er meget taknemlig for at kunne bruge mine ben og sender min far i himlen en glad tanke og siger til ham; "se far - så er jeg igang igen"! Vel vidende, at mange ville give hvad som helst for at komme ud og løbe, de kan bare ikke pga sygdom og jeg skal bare kæmpe en smule med min magelighed, så det gør jeg. Og nej, jeg syntes ikke det er sjovt at løbe!!! Men jeg blir stolt over at komme afsted og det føles godt, når jeg har fået skoene på - jeg ved det vil gøre mig godt, så jeg gør som alkoholikeren og tager en dag af gangen og så bare afsted med mig! Nej, jeg skal ikke løbe hver dag - jeg skal dyrke motion hver dag; cykle, gå, danse, løbe - what ever! Men jeg ved at jeg gerne vil have for vane at løbe, så jeg regner med at skulle gøre det 2-3 gange om ugen.
Målet er sundhed, overskud, meget mere energi og livsglæde - sidegevinsten er alenetid og en god undskyldning for at skulle shoppe nyt tøj!!!

Morfar skal en tur i haven..

Villas kender sin morfar fra de historier jeg fortæller ham fra tid til anden. Døden er refereret til morfar, som sidder oppe i himlen, han passer på os og kikker til os og er så stolt af sine små børnebørn, som han ville have elsket at kunne kramme og hygge med - morfar var kærlig, sjov og meget følsom og så blev han syg og sygdommen ændrede hans personlighed og hele den del, skærer jeg bort og koger ned til et abselut minimum, når samtaler falder på ham og hvorfor morfar ikke lever.. Jeg har brug for at tale om ham . Brug for at mine børn skal vide, at de har en morfar, selvom han ikke er her fysisk, så skal de lære ham at kende - han skal være en del af deres liv - det gør mig glad, for jeg savner jo det gamle bæst!
Villas er begyndt at snakke om at morfar skal have blomster. Morfar har bare ikke noget gravsted, for han ligger på de ukendtes, da han blev godt utilfreds med Fru Gud, da hun lod sygdommen ramme ham og min mor samtidig sagde, at nu kunne hun ikke længere være gift med ham - det var for hårdt et slag for den gamle og det er jo forståeligt. Jeg har aldrig været typen, der har haft brug for at kunne gå på kirkegården for at mindes ham - det har jeg altid vidst, så for mig var det fint nok. Jeg bærer ham i mit hjerte og har et maleri hængende som han engang har malet, et foto af ham på hylden i køkkenet (sagde husmoderen!)  en sofa, en gammel lampe, en Henry Heerup grafik og alt det minder mig om ham -og så er der jo mig, der er en del af ham og som ligner ham meget i min væremåde. Men Villas har brug for at give morfar blomster, så jeg fik ideen om at vi laver vores egen gravsten til ham og lægger den ude i haven. Vi finder simpelthen en stor kampesten og maler lidt på den, skriver "morfar" og så finder vi et godt sted i haven, hvor den kan ligge og så kan Villas lægge blomster til ham der og fortælle ham om "at nu er mor dum igen" eller hvad nu hjertet er fuld af.. Jeg glæder mig allerede! Det er den bedste ide, jeg længe har fået...

Ordnung muss sein!

To-do-listen er lang som sommeren var kort og energien er kun til sofa-hygge, læsning og general dovenskab og velfortjent afslapning - det er søndag og jeg er alene med ungerne og et hus der sejler og jeg mener SEJLER i rod! Man behøver ikke være Feng Shui ekspert for at mærke, at det ikke er helt godt, men jeg orker ikke løbe rundt og rydde op hele tiden - jeg vil have fri. Giv mig dog fri!!!! Jeg tæller ned til efterårsferien, hvor jeg stikker af 3 dage fra mand og børn og tager i sommerhus med pigerne fra mødregruppen - vi skal dase og hygge og bare følge vores egen lyst - der blir ikke meget husmor og ordnung muss sein den uge (hvornår var det liiiige der egetlig var alt den orden - jeg er ude i ren ønske-tænkning nu!!) JEG GLÆDER MIG!!!! Kan jeg ikke bare skruen tiden frem!??? Hvis jeg nu lægger mig i sengen med dynen over hovedet, så er der måske ingen der opdager, at jeg mangler - drømmer igen!..

Perfektionisme er dræææbende!

Jeg har de bedste hensigter om at være positiv og elsker min spontane side og mit mod på mange ting. Som da jeg mødte Lars for første gang - få dage før han skulle flere uger til Asien - og jeg lod mig overtale til at tage på 3 date med ham i netop Asien! Det blev 2 fantastiske uger fuld af kærlighed og oplevelser i Thailand, Laos og Cambodia - jeg ville ikke være det foruden. Eventyret ligger netop i det spontane og positive. Men får jeg for lang tid til at sidde og nøle med noget, så kommer hende den vanvittige kedelige og dødbringende perfektionist og sætter spørgsmål ved alt, ALT! Er det nu godt nok - kunne det ikke gøres bedre!? Og jo, det kan det da helt sikkert, men så bliver det bare aldrig til noget, for det bliver aldrig godt nok. Jeg må vælge mellem at handle og sige det er ok som det er - der kan selfølgelig finpusses lidt, men ikke for længe - eller jeg kan glemme alt om det, for jeg bliver aldrig helt tilfreds, hvis jeg lader hende perfektionisten få sin vilje - og tro mig, det er en evig kamp! Selv indkøbs og to-do-listen kan jeg finde på at skrive ren - jamen hvorfor!? Spild af tid.. Men jeg gør det igen og igen og igen.. Hvorfor lærer jeg det aldrig!? Jeg må vist bare accepter at jeg som så mange andre er et sammensat stykke tøse-barn, der til tider selv sidder og ryster på hovedet af mig selv. Gudsketakoglov for selvironi!!!