Perfektionisme er dræææbende!

Jeg har de bedste hensigter om at være positiv og elsker min spontane side og mit mod på mange ting. Som da jeg mødte Lars for første gang - få dage før han skulle flere uger til Asien - og jeg lod mig overtale til at tage på 3 date med ham i netop Asien! Det blev 2 fantastiske uger fuld af kærlighed og oplevelser i Thailand, Laos og Cambodia - jeg ville ikke være det foruden. Eventyret ligger netop i det spontane og positive. Men får jeg for lang tid til at sidde og nøle med noget, så kommer hende den vanvittige kedelige og dødbringende perfektionist og sætter spørgsmål ved alt, ALT! Er det nu godt nok - kunne det ikke gøres bedre!? Og jo, det kan det da helt sikkert, men så bliver det bare aldrig til noget, for det bliver aldrig godt nok. Jeg må vælge mellem at handle og sige det er ok som det er - der kan selfølgelig finpusses lidt, men ikke for længe - eller jeg kan glemme alt om det, for jeg bliver aldrig helt tilfreds, hvis jeg lader hende perfektionisten få sin vilje - og tro mig, det er en evig kamp! Selv indkøbs og to-do-listen kan jeg finde på at skrive ren - jamen hvorfor!? Spild af tid.. Men jeg gør det igen og igen og igen.. Hvorfor lærer jeg det aldrig!? Jeg må vist bare accepter at jeg som så mange andre er et sammensat stykke tøse-barn, der til tider selv sidder og ryster på hovedet af mig selv. Gudsketakoglov for selvironi!!!