Sidevisninger i alt

tirsdag den 11. oktober 2011

Morfar skal en tur i haven..

Villas kender sin morfar fra de historier jeg fortæller ham fra tid til anden. Døden er refereret til morfar, som sidder oppe i himlen, han passer på os og kikker til os og er så stolt af sine små børnebørn, som han ville have elsket at kunne kramme og hygge med - morfar var kærlig, sjov og meget følsom og så blev han syg og sygdommen ændrede hans personlighed og hele den del, skærer jeg bort og koger ned til et abselut minimum, når samtaler falder på ham og hvorfor morfar ikke lever.. Jeg har brug for at tale om ham . Brug for at mine børn skal vide, at de har en morfar, selvom han ikke er her fysisk, så skal de lære ham at kende - han skal være en del af deres liv - det gør mig glad, for jeg savner jo det gamle bæst!
Villas er begyndt at snakke om at morfar skal have blomster. Morfar har bare ikke noget gravsted, for han ligger på de ukendtes, da han blev godt utilfreds med Fru Gud, da hun lod sygdommen ramme ham og min mor samtidig sagde, at nu kunne hun ikke længere være gift med ham - det var for hårdt et slag for den gamle og det er jo forståeligt. Jeg har aldrig været typen, der har haft brug for at kunne gå på kirkegården for at mindes ham - det har jeg altid vidst, så for mig var det fint nok. Jeg bærer ham i mit hjerte og har et maleri hængende som han engang har malet, et foto af ham på hylden i køkkenet (sagde husmoderen!)  en sofa, en gammel lampe, en Henry Heerup grafik og alt det minder mig om ham -og så er der jo mig, der er en del af ham og som ligner ham meget i min væremåde. Men Villas har brug for at give morfar blomster, så jeg fik ideen om at vi laver vores egen gravsten til ham og lægger den ude i haven. Vi finder simpelthen en stor kampesten og maler lidt på den, skriver "morfar" og så finder vi et godt sted i haven, hvor den kan ligge og så kan Villas lægge blomster til ham der og fortælle ham om "at nu er mor dum igen" eller hvad nu hjertet er fuld af.. Jeg glæder mig allerede! Det er den bedste ide, jeg længe har fået...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar